TOUR DE NÆSTVED er et initiativ som Dansk Rakkerpak & Faster Cool har taget for at sikre at Næstveds internationale egnsteater også kommer helt ud i kommunens små byer og afkroge, så publikum ikke altid skal ind til centrum for at møde hele kommunens egnsteater. Under devisen ”Hvis Mohammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget komme til Mohammed” er alle Næstved Kommunes lokalråd, plus en håndfuld andre aktører blevet tilbudt årets udendørs forestilling TAM VILD ganske gratis. Heldigvis har endnu flere lokale arrangører end sidste år med kyshånd taget imod tilbuddet og vi glæder os helt vildt til at komme i gang med ”Touren”!
Om forestillingen:
TAM VILD er en sand junglekomedie om at finde sin indre urkraft! Forestillingen bygger på de grundlæggende Rakkerpak-dyder, som handler om at skabe udendørs teater i et universelt teatersprog - godt krydret med både galskab og humor
I TAM VILD tager skuespillerne Susanne Bonde og Niels Peter Kløft og musikeren Bastian Popp livtag med en klassiker på en VILDT crazy måde. Lattermusklerne kommer på overarbejde, når de to skuespillere svinger sig i lianer og går i ét med naturen og når multi - instrumentalisten samtidigt ruller hele sit spektakulære repertoire ud.
TAM VILD er en nonverbal gadeteaterforestilling, der leger med det teatralske udtryk, bakket op af en massiv lydside, slapsticks og poesi… og den klassiske replik ”Me Tarzan, You Jane!
Varighed: ca. 55 minutter
Aldersgruppe: For voksne og børn (fra 6 år)
Pris: Gratis