Fællesspisning, hygge og underholdning i særklasse

KULTURSUPPE

 Lystløgneren Steiner Steinmetz

Lystløgneren Steiner Steinmetz m.fl.

Torsdag d. 13. okt. kl. 18:30

Suppe: Kartoffel porre suppe med bacon drys og brød af en god krumme 

Kan du spotte en Lystløgner? Vi lyver allesammen hver dag, men kan du gætte hvornår der bliver fortalt en løgn? Glæd dig til Lystløgneren – han lyver bukserne af dig! Steiner Steinmetz er en fabelagtig historiefortæller og fortryllede sidst vores Kultursuppe-publikum tilbage i 2018. Når han udfolder sin fortællinger tændes dit indre filmlærred og historiens billeder folder sig ud. Steiner har en unik indlevelsesevne og en god sans for at fornemme sit publikum og så har han udviklet sit helt eget fortællekoncept, hvor publikum skal gætte hvilke historier der er sande og hvilke der er den skinbarlige løgn.

Som en ekstra kuriositet er to af egnsteatrets egne skuespillere også på scenen denne aften som fortællere - nemlig Niels-Peter Kløft og Niels Grønne. De har begge oplevet en masse i deres efterhånden lange liv og glæder sig til dele nogle af højdepunkterne med kultursuppe-gæsterne. Steiner og 2 x Niels fortæller hver to historier - en sand historie og en løgnehistorie og der er overdådige præmier på højkant til dem, der kan skelne sandhed fra løgn!

Camilla Marienhof - ALT for Verden

Camilla Marienhof - ALT for Verden

Onsdag d. 16. nov. kl. 18:30

Suppe: Champignonsuppe med brød af en god krumme 

ALT for Verden” er et politisk ukorrekt healende spirituelt one woman show. Om at ville noget. Gøre noget. Ændre verden! Gøre en forskel. Tage skeen i den anden hånd og hænderne i egen barm. Træde i karakter og jogge i spinaten! Lede efter sandheden, og strippe alt af for at nå sagens kerne: tøjet, værdigheden, holdningerne... og finde sig selv i bar røv og viklers. Om at slå knude på sig selv over verdenssituationen, og om, hvor langt man kan gå for den gode sag! Hvordan redder man sig selv i en verden, hvor man knap nok tør gå uden for en dør? Selvhjælps-akrobatik og samfundskritiske livsanskuelser over demokratiets nedtur, mediernes uvederhæftighed og hverdagen i al almindelighed.

Camilla Marienhof gæstede KULTURSUPPE i april 2019 med forestillingen ”Kaffe og Kærlighed”. Her nærmest lagde hun publikum ned og blev én af sæsonens absolutte højdepunkter. Camilla Marienhof er bare imponerende sjov og vedkommende. Hun formår at kropsliggøre følelser, tvivl og gode intentioner på de mest vanvittige og finurlige måder, uden hverken at udlevere eller nedgøre.


Se Kultursuppe på et minut!

Video: Jan Christensen

Om Kultursuppe

KULTURSUPPE er Næstveds internationale egnsteaters helt eget ”forsamlingshus-koncept”, hvor fællesspisning, hygge og underholdning i særklasse går op i en højere enhed.

Publikum bliver budt velkommen og placeret ved langborde af Dansk Rakkerpaks Kultursuppe-crew. Suppe-crewet bestående af Niels Grønne, Niels Peter Kløft, Camille í Dali og Kirsten Nottelmann Rav. De forvandler sig med falske overskæg, forlorne tænder, brystproteser m.m.m. til Gustav Fleiner, Otto ”Kok” Hansen, Sunshine og "Vor Mor” - alias Esther Gider-Godtfredsen. Crewet serverer først en aldeles glimrende omgang suppe og gennemgår diverse takke, skåle, hilse, sang og spise – ritualer med publikum. Derefter serveres ”hovedretten”, der hver gang er et show i særklasse med nogle af landets fremmeste kunstnere og ind imellem hentes der endda kræfter ind direkte fra udlandet!

Kultursuppe starter kl. 18:30 i teatersalen men dørene i Teatersalen åbnes allerede kl. 18:00. Vel mødt!