En skønjomfru i nød, en ildsprudlende drage, en tosset borgmester, en antihelt af en ridder og en handlekraftig væbner er ingredienserne i Dansk Rakkerpak & Faster Cools rablende middelalderfarce ”Dragen er løs”.
"Dragen er løs" blev skabt direkte til Næstveds middelalderfestival ”NÆSTVEDS SØJLER – tilbage til fortiden” og havde premiere fredag d. 27. august 2021 på Bredstrædepladsen for et begejstret publikum af både børn og voksne. Lokalsprøjten Sjællandske skrev efterfølgende: ”Her er tale om en familieforestilling i den halvskøre og sjove stil som kendetegner Dansk Rakkerpak & Faster Cool”.
"Dragen er løs" en skelsættende og næsten sand historie fra Næstveds fortid - fra dengang hvor den vellidte og godmodige Rasmus Carstensens bar byens borgmesterkæde. Rygtet fortæller at han var rablende vanvittig. En borgmestertradition som byen har holdt fast ved lige siden!
Nå, det er mørk middelalder og en frygtelig drage har indtaget Næstved. Den holder borgmesterens underskønne datter, Næstina fanget i Rådhustårnet. Dragen har svoret først at gøre grumme ting mod Næstina, derefter riste hende over egen ild og til slut spise hende som en levende fakkel. Borgmesteren ser sig nødtvunget til at udlove en dusør: ”Den håbefulde ungersvend, der slår dragen ihjel, bliver hele byens redningsmand og må få min datter og det halve Næstved!”
Snart efter ankommer Sct. Niels – Ridder Af Det Rektangulære Kakkelbord til Næstved for at gøre sin lykke. Han viser sig desværre at være lidt af en bangebuks, da han står overfor dragen og stikker halen mellem benene. Heldigvis har han sin tro væbner Balder med. Han formår til gengæld både at sætte dragen ud af spil og vinde Næstinas hjerte. Jomfru Næstina viser sig også at være en handlekraftig dame når situationen kræver det…