Workshops

Teaterfaglige workshops for/med skoleklasser

Niels-Peter Kløft i premiere-hopla efter ”Professoren og genbrugsmaskinen” på Yderzonen i Næstved 

SKIBET ER LADET MED GENBRUG

Skibet er ladet med genbrug

Vores skolepublikum til teaterforestillingen ”Professoren og Genbrugsmaskinen” (for 0.-5. klassetrin) kan udvide deres oplevelse med denne workshop. Workshoppen kan også være en kickstart til at komme i gang med det tilhørende Inspirationsmateriale. Inspirationsmaterialet er udarbejdet i samarbejde med Anne Burup Nymark og Nanna Bøndergaard - med støtte fra KULTURREGION STORSTRØM.

Grundet forestillingens meget brede målgruppe, der både spænder over indskoling og mellemtrin, byder inspirationsmaterialet på opgaver for og idéer til både store og små. I arbejdet med inspirationsmaterialet skal der differentieres i forhold til at tilpasse opgavernes omfang og abstraktionsniveau til den givne målgruppe. Dette tager vi naturligvis også højde for i workshoppen SKIBET ER LADET MED GENBRUG, der tilbydes i forlængelse af teaterforestillingen.

Bemærk, at nogle af inspirationsmaterialets opgaver kan sagtens bruges inden, I har set forestillingen til at spore eleverne ind på forestillingens tematikker - mens andre giver mere mening at gå i kast med, efter I har set forestillingen.

Mål og indhold på workshoppen: Ved at genbruge gamle lege som ”ta’ fat”, ”rødt lys stop” og ”skibet er ladet med” visualiseres genbrugs- og genanvendelsestanken. Med det fysiske udtryk og samarbejdet i højsæde sættes eleverne til at bygge genbrugsmaskiner med deres egne kroppe og lyde. Med udgangspunkt i den eksalterede professor, skal eleverne lave deres egne professor parodier. Og slutteligt skal kaninen Albert og den frygtelige Fjeldræv emitteres …  Nej.. der leges ikke ”Rødhætte og Ulven”.. men ”Albert og Ræven”!

Målgruppe: 0. til 5. klassetrin.

Deltagere: Én skoleklasse á max. 28 elever og deres lærer/e.

Sted: I det rum, som teaterforestillingen ”Professoren og genbrugsmaskinen” er blevet vist – eller i et velegnet rum tæt på spillestedet.

Varighed: 2 timer.

Underviser: Niels-Peter Kløft, skuespiller og kunstnerisk leder v. Dansk Rakkerpak & Faster Cool – Næstveds Internationale Egnsteater.

 Pris: SKIBET ER LADET MED GENBRUG – workshoppen koster kr. 2.500,- + moms – og kan bookes i sammenhæng med teaterforestillingen ”Professoren og genbrugsmaskinen”.

 Booking: Tlf.: 21 78 47 48 / E-mail: post@danskrakkerpak.dk



TEASER I TEATRALSKE VIRKEMIDLER

En teaser i teatralske virkemidler

Kom indenfor i jeres egnsteater og oplev magien folde sig ud! Denne gang er I ikke blandt publikum … I er selv på scenen - sammen med jeres klassekammerater! 

Dansk Rakkerpak har rødder i de folkelige teatertraditioner - såsom klovn, melodrama og historiefortælling. Teatret har igennem årtier udviklet sin helt egen stil, som kombinerer disse elementer med legen og improvisationen på scenen og i byrummet.  

Indhold: Eleverne vil komme til at arbejde med disse elementer i grupper - men også individuelt. Workshoppen rundes af med en opsamling på formiddagens ’highlights’ - og det hele krydres med, at kostume-kufferten åbnes, teaterlamperne tændes, musikken spiller og entréerne sker gennem det lurvede scenetæppe … Magien kan begynde …

Målet med denne workshop er at give eleverne en indsigt i teatrets virkemidler gennem en intens indføring i teatrets forunderlige verden.

Udtalelse efter workshop for en 5. klasse:

Kære Niels-Peter,

Vi siger mange tak for dagen i går.

Det var en rigtig god oplevelse og her er de ting, eleverne var sagt om workshoppen:

  • Det var trygt at lave teater med Niels Peter. Man turde noget.
  • Vi lærte nye lege. Især stoleleg på italiensk og samurai-leg var fede!
  • Vi lærte at sige noget uden ord, kun ved at bruge kroppen.
  • ”Når jeg engang dør, får jeg en voldsomt dramatisk død!”
  • Det var skægt!

Alt i alt skal der lyde en stor anbefaling herfra. Du formåede at fange eleverne, for de legede med så godt, som de nu kunne. Uden forbehold eller megen tanke på egen fremtoning, som spirende teenagers ellers har. Du inspirerede til ny leg – stolelegen kunne sagtens leges mellem træerne i skolegården her til formiddag.

Det er ikke sidste gang, jeg laver sådan en tur med en klasse!

 

Mange hilsner og med ønsket om en god weekend!

Karen Visbech / Gåsetårnskolen, afd. Marienberg

 

Målgruppe: 3 til 5. klassetrin.

Deltagere: Én skoleklasse á max. 28 elever og deres lærer/e.

Sted: Teatersalen, Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Grønnegade 10.

Varighed: 2 timer.

Underviser: Niels-Peter Kløft, skuespiller og kunstnerisk leder v. Dansk Rakkerpak & Faster Cool – Næstveds Internationale Egnsteater.

 Pris: Workshoppen koster kr. 2.500,- + moms.

 Booking: Tlf.: 21 78 47 48 / E-mail: post@danskrakkerpak.dk


Niels Peter Kløft