dansk english

Om teatret

Dansk Rakkerpak & Faster Cool blev egnsteater i Næstved Kommune d 1. januar 2017 og flyttede ind på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstveds bymidte. Teatret har sideløbende med sine aktiviteter i Næstved en omfattende turnévirksomhed i ind- og udland.

På Kulturcenteret har vi kontor, værksted og teatersal, hvor vi både laver kulturelle aktiviteter og producerer forestillinger.

  • Teater for alle aldre, indendørs og udendørs
  • Gadeteater, dukke – og animation, børne – og voksenteater
  • Kultursuppe, café arrangementer og gæstespil
  • STREET CUT - Næstveds internationale gadeteaterfestival
  • Turné, festivaler, happenings og mobile events
  • Specialdesignede kulturoplevelser og workshops
  • Samarbejde lokalt, nationalt og internationalt

TO TEATRE – ÉN TANKE!

Ved egnsteatrets åbning i januar 2017 blev Dansk Rakkerpak & Faster Cool officielt fusioneret i form af en festlig bryllupsceremoni imellem de 3 ledere og tilbyder nu tilsammen teater for hele publikumsspektret fra 1½ til 100 år.

FASTER COOL: Hjerteligt teater for de mindste -og deres voksne …

Med den mangearmede blæksprutte Camille i Dali som omdrejningspunkt tager Faster Cools forestillinger - med humor, sanselighed, musik og poesi - kunstnerisk udgangspunkt i sit publikums ståsted: Dét at være ny i livet og lære hver eneste dag, at gå verden i møde med leg, lyst og hjertet forrest.

Faster Cool har specialiseret sig i totaloplevelser for det yngste teaterpublikum og lægger stor vægt på pædagogiske materialer, der folder oplevelsen ud på ny og giver grobund for læring og endnu flere gode oplevelser efter tæppefald.

DANSK RAKKERPAK: Rødderne solidt plantet i den folkelige teatertradition

Niels Peter Kløft og Niels Grønne dannede Dansk Rakkerpak i 1994, men de har arbejdet sammen lige siden de mødtes på The Commedia School i København i 1983.

Gennem årene har Dansk Rakkerpak udviklet en komisk, fysisk nonverbal spillestil – en universel kommunikationsform, hvor publikum uanset alder, intellekt, sprog og nationalitet kan mødes og le og græde af de samme ting.

Dansk Rakkerpaks forestillinger tager ofte udgangspunkt i kontroversielle emner!

Med vores timede, handlingsmættede og klichéfyldte spillestil kan vi sætte enhver problematik i humoristisk relief. Uden at miste alvoren.

Udover de ”traditionelle” teaterforestillinger har Dansk Rakkerpak specialiseret sig i at skabe happenings og mobile events, der kan bevæge sig gennem en gågade, over et torv, eller rundt i et boligområde og dermed ses og nydes af rigtigt mange.

Hvad betyder Rakkerpak?

Rakkerpak er et gammelt nordisk skældsord for omrejsende folk. Når rakkerpakket kom til byen gjaldt det om at få sit vasketøj indendørs og holde godt øje med sine kønsmodne pigebørn. Nu til dags behøver lokalbefolkningen ikke at frygte for hverken vasketøjet eller pigernes dyd, når Dansk Rakkerpak er i byen. Til gengæld vil det formentlig gå hårdt ud over lattermusklerne.

kunstnerisk ledelse

Camille í Dali, Niels Peter Kløft, Kirsten Nottelmann Rav og øverst Niels Grønne.

kunstnerisk ledelse

Dansk Rakkerpaks kunstneriske ledelse Camille í Dali, Niels Grønne og Niels Peter Kløft

Dokumenter

Vedtægter 

Egnsteateraftale 

Her bor vi

Teatersal
Bygning 19 A, Grønnegade 10, 4700 Næstved

Administration
Bygning 15 B, Grønnegade 10, 4700 Næstved